Plan Ø – Version Vegetar #8: Pasta Svamponara

Halløjsa, så nåede vi til vejs ende i den lille serie her på bloggen med vegetarisk aftensmad med fokus på økologi og fuldkorn.

De andre opskrifter i serien på min blog finder du her.  Plan Ø’s facebookside kommer du til her.

Den sidste ret tager afsæt i Plan Ø’s  ”Penne carbonara” – her er originalopskriften. Altså pasta med bacon og svampe. Her får du den i vegetarisk version med mere grønt og fuld turbo på umami-smagen; den, der giver “kød-fornemmelsen”. Umami er en af grundsmagene, lige som sødt, salt, surt og bittert. Den fremhæver de andre smagsnuancer. Umami får du fra visse typer kød, fisk og skaldyr , tamari (japansk sojasovs), tomat, parmesan med mere. Her kan du læse mere om kemien bag umami og om, hvordan du laver synergi-umami! 

Men nu, til opskriften. Det er en relativt enkel middagsret, hurra!


Pasta Svamponara

4 personer


Ingredienser

  • 500 g emmerpenne eller anden knaldgod pasta
  • 3 løg
  • 1/4 – 1/2 selleri 
  • 500 g svampe, gerne blandede, champignon kan også gå an 
  • 3 spsk olivenolie 
  • 1 fed hvidløg
  • 2 dl soja- eller havrefløde
  • 1 dl sojadrik (eller komælk)
  • 1 spsk tamari (japansk sojasovs) 
  • 1 spsk god mangochutney
  • Saft af 1/2 citron 
  • Friskkværnet peber 
  • 100 g parmesan eller pecorino

Sådan gør du

  • Rens løgene, og snit dem i i fine tern.
  • Skyl sellerien, skær den i skiver og skær kanten af (det er nemmest).
  • Skær sellerien i tynde, mundrette strimler (eller riv den, hvis den skal skjules for sarte børneganer)
  • Rens svampene, og skær dem i skiver.
  • Varm olien op i en stor, dyb pande (den må ikke ryge!).
  • Sæt en kedel vand over (til at koge pastaen).
  • Svits løget i olien, og pres hvidløget ud over.
  • Tilsæt svampe og selleri, og steg videre.
  • Kog pastaen efter anvisning på pakken.
  • Tilsæt de øvrige ingredienser – undtagen parmesan – og lad saucen simre lidt.
  • Smag den til – måske skal der lidt salt i. Husk godt med peber!
  • Riv parmesanen.
  • Anret pasta på tallerkenen, kom svampesovs over og drys med parmesan.
  • Spis!

Rebeccas fif
Som jeg vist har pippet om før, så synes jeg, at emmerpasta smager voldsomt meget bedre end hvedepasta og et hak bedre end speltpasta. Okay, den er lidt dyrere, men værre er det dog ikke. Fettucine er også ret godt med svampesauce.
Gode svampe er alfa og omega. Markchampignon gør sig godt, men også Østershatte. Og naturligvis, Karl Johan og kantaraller, oh fryd, oh dobbeltfryd.
Jeg ville helt klart servere retten med en let salat. Helt almindelig dødelig bladsalat, rucola og tomat er bestemt velvalgt.

PS. Der er mange flere familievenlige opskrifter på vegetarisk mad i min bog BABY

Plan Ø – Version Vegetar #7: Tomatsuppe

Det er helt klart suppevejr i dag.

I Plan Ø er der én vegetarisk opskrift, og det er tomatsuppen, som du finder her.
Men da jeg ikke er en flødepige, og vi ikke lige havde nogle suppehorn ved hånden, har vi modereret opskriften en del. Vi har blandt andet puttet flere grøntsager i! Suppen er blevet vegansk, og det klæder den.

En sikker genganger er dog Urtekram mosede tomater på glas. Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne, uden hverken at rødme eller være det mindste sponseret: Jeg kan ikke undvære Urtekram mosede tomater på glas i mit køkken!

De andre opskrifter på vegetarisk aftensmad i min lille anarkistiske serie “Plan Ø – Version Vegetar” finder du her.

 

TOMATSUPPE MED MASSER AF SMAG!

Til 4 sultne personer, sådan cirka.

 

INGREDIENSER

  • 1 løg
  • 5 fed hvidløg
  • Ca. 3 spsk olivenolie
  • 2 porrer
  • Ca. 250 hvide rodfrugter (jordskok, majroe, pastinak, persillerod, selleri m.fl.)
  • 2  gulerødder (ca. 150 g) 
  • 1 dl røde splitlinser
  • 1 flaske Urtekram mosede tomater
  • 2 spsk ketchup
  • 2 tsk paprika
  • 2 tsk tørret basilikum
  • Friskkværnet peber
  • 2 spsk Tamari (japansk sojasovs)
  • Ca. 1 dl mandelfløde (havre-, ris- eller sojafløde kan også bruges) 
  • 1 spsk Morga grøntsagsbouillon

 


SÅDAN GØR DU

  • Rens løget og porrene, og skær dem i grove stykker.
  • Pil hvidløget, og skær det i skiver – eller pres det.
  • Rens de øvrige grøntsager, og skær dem i grove stykker.
  • Svits løg, porre og hvidløg i olien i suppegryden ved middel varme.
  • Tilsæt de øvrige grøntsager og svits videre.
  • Skyl linserne grundigt i en sigte.
  • Kog noget vand i elkedlen.
  • Hæld de mosede tomater i gryden, og gem flasken.
  • Fyld den tomme flaske forsigtigt med det kogte vand, og hæld det i gryden (pas på, flasken bliver varm!)
  • Tilsæt de øvrige ingredienser og linserne.
  • Lad suppen simre 15-20 minutter.
  • Blend suppen, og smag den til. Måske skal konsistensen justeres med mere vand.


REBECCAS FIF

Ketchuptricket er et sikkert hit i supper og gryderetter. Det giver lige lidt eddike og sukker, som klæder alle tomatretter umådelig godt.

Plan Ø konceptet handler om økologi og fuldkorn. Så for at gøre retten politisk korrekt skal vi have tilført fuldkorn. Ristet rugbrød eller fuldkornsbrød er nemt, gerne højt belagt med pesto, ost eller smør. Fuldkorns suppehorn, som koges seperat, er også en oplagt mulighed. Man kan selvfølgelig også vælge hvidløgsflute, oh salig fryd!

Hvis du kommer mindre vand i suppen, skærer grøntsagerne ud i mundrettet bidder og undlader at blende suppen – vupti, så har du en skøn gryderet, som kan serveres med f.eks. brune ris.

Hvad er din ypperste hemmelighed til den perfekte tomatsuppe?


PS. Har du set, at Klub Sunde Børn er gået i luften?

Melder du dig ind nu, får du som velkomstgave e-guiden Jeg orker ikke endnu en vinter med snot og hoste! Sådan kommer du igennem vinteren med naturligt sunde børn!” 

Din investering er kun 87,- om måneden!

Bliv medlem nu!


I Klub Sunde Børn får du hver måned en ny e-guide med nyttige tips til, hvordan du nemmest får et sundt barn. Og fede rabatter på økologiske varer i alle afskygninger!

Første måned i Klub Sunde Børn er gratis og du kan altid melde dig ud igen med øjeblikkelig varsel.

Ja tak, lad mig læse mere om Klub Sunde Børn!

 

 

 

Plan Ø – Version Vegetar #6: Spaghetti med vegetarisk kødsauce

Pasta med kødsovs. Hvem sagde børnefamilie?!

Det er ikke min favorit-ret-filijongonggong.

Så når jeg en sjælden gang imellem ikke er hjemme til aftensmad, kan jeg være helt sikker på, at min kæreste har lavet pasta med vegetarisk kødsovs.

Dét smager til gengæld virkelig godt og meget “kød-agtigt”.

Han er flink til at putte godt med grøntsager i.
Og så kan han altså bare noget med sovs…..

Nu får I hans opskrift, i løs vægt, du må selv justere mængderne til perfektion.

Den er måske ikke superhurtig, til gengæld er der rigeligt.
Der er godt med gods og vovet krydring i den! Og så er den vegansk. 

 

 

 

Spaghetti med vegetarisk kødsauce

- også kaldet Fars Veganske Power-pasta-sovs

Til 4 personer plus en rest (måske)


Ingredienser

  • 1-2 krus du puy-linser
  • 2 løg
  • 8 fed hvidløg
  • 1/2 spidskål
  • 1/2 blomkål eller selleri
  • 2 gulerødder
  • 1 chili
  • 1 klump ingefær, ca. 1/3 pakke
  • Olivenolie til stegning
  • 1 håndfuld soltørrede tomater
  • 1/2 glas Urtekram mosede tomater
  • 1/2 lille glas kapers, ca. 3 spsk.
  • 1 håndfuld gojibær
  • 1 håndfuld mandler
  • 1 håndfuld solsikkekerner
  • 1 dåse kidneybønner
  • Sojadrik, så det dækker
  • 4 tsk mangochutney
  • Friskkværnet peber
  • 2 tsk stødt spidskommen
  • 1 spsk tørret timian
  • 1 spsk Morga grøntsagsbouillon
  • 3 spsk ketchup
  • 4 spsk tamari (japansk sojasovs)
  • En passende mængde spaghetti.
  • Parmesan eller percorino

 

 

 

 


Sådan gør du

  • Skyl linserne i en sigte og kom dem i en gryde med kogende vand, forkogt i elkedlen. Kog dem efter anvisning på pakken.
  • Rens og snit grøntsagerne og hvidløget. Riv grøntsagerne fint, hvis børnene synes bedst om dem sådan. 
  • Riv ingefæren fint. 
  • Svits grøntsager og ingefær i en gryde med olivenolie.
  • Tilsæt de øvrige ingredienser (undtagen pasta og ost!) 
  • Lad gryden stå og simre ved svag varme, til konsistensen er tilpas. 
  • Tilsæt linserne, når de er færdigkogte. Brug ikke nødvendigvis dem alle sammen, en rest smager dejligt, f.eks. til frokostsalaten. 
  • Smag sovsen til! 
  • Kog spaghettien efter anvisning på pakken.
  • Server med friskrevet ost. 


Rebeccas fif

Urtekrams nye spelt-fuldkorns-spaghetti er okay, men jeg foretrækker deres emmerpasta (fås som skruer og penne). Fuldkorns-hvede-pastaen bryder jeg mig ikke om. Du kan selvfølgelig også bruge glutenfri pasta – eller hvad med nudler?
Du kan selvfølgelig bruge andre grøntsager, krydre mere eller mindre mildt og bruge komælk i stedet for sojadrik (så er retten bare ikke vegansk, men pyt med det). Gojibær kan erstattes med rosiner. Lidt frisk basilikum på toppen vil ikke være af vejen…..
Her er forresten de andre opskrifter i Plan Ø – Version Vegetar.

Og her er den originale – og noget nemmere! – opskrift på spaghetti med kødsovs! Jeg synes dog, at der er en anelse overkill på fuldkornet at servere spaghetti med kødsovs MED BRØD TIL. Så vil jeg hellere have en let, grøn salat, hvis det endelig skal være.

Hvad er dit bedste pasta-med-sovs-tip?

PS. Har du set den nye giveaway her på bloggen med de smarte poser med bambuskul fra House of Coal mod fugt og lugt? Tilmeld dig her senest på lørdag d. 15.10.11.  

Plan Ø – Version Vegetar #5: Veggie Pariserbøf

Det er en anelse komisk, at jeg havde for travlt i går til at få skrevet mandagens indlæg i denne lille serie om sund og grøn aftensmad, nemlig Plan Ø – Version Vegetar. Det der Real Life tager godt nok lang tid!
Nå, men det er jo hele humlen med Plan Ø, at det skal være nem og sund mad til travle dage.

Pariserbøf?! Hmmm, der dukkede ikke mange associationer op hos mig.
Faktisk måtte jeg ty til google, for at finde ud af, præcis hvad Pariserbøf sådan egentlig, helt oprindeligt, er for en størrelse. Vegetaren afslører sig igen i sin begrænsede kødhorisont….

Den Store Danske Encyklopædi må jo vide det (tænk, der arbejde jeg som studentermedhjælp i min ungdoms vår. Mit arbejde bestod i at rykke alle de forfattere, som skulle skrive indlæg om kunsthistorie. Jo, det var skam en omfattende beskæftigelse med alt det rykkeri. Det var jo før emailen!). Nå, men om pariserbøf siges:

“pariserbøf, bøf af skrabet eller hakket oksekød på smørristet hvidt brød, serveret med rå æggeblomme, hakket løg, kapers og peberrod. Kan også serveres med spejlæg og hakket persille. Se også tatar.”

Næ tar-tak, vi skal ikke se på noget som helst tatar. Vi skal trylle pariserbøffen om til noget vegetarisk, skal vi!

I opskriften fra Plan Ø er ” Pariserbøf i nye klæder” transmogriffet til en ciabattabolle med en bøf, sandwich spread rødbede, løg og rucola. Noget af en forvandling, må man sige. Det smukke her er, at der er anvendt “Ciabatta fiberboller” fra Urtekram/Kohberg (meget passende, da det er dem, som sponserer projektet) – det vil sige en ernæringsforbedret udgave af franskbrød. Så dem vil vi gerne adoptere, når det nu skal være.

I flere af de opskrifter på pariserbøf, som jeg er stødt på, smækkes kødet direkte oven på franskbrødsskiven, og herligheden steges i forenet form. Det virker meget autentisk.

Jeg har lidt et problem her. For jeg spiser jo ikke kød, og er hverken til rå løg eller rå æggeblomme. Heller ikke til franskbrød (altså, jeg kan godt li’ det, jeg bestræber mig bare på at lade være, da jeg har laster nok i forvejen). Så hvad er der tilbage – kapers og peberrod, hmmm, ikke helt nok.

Nå, nok sludren, her er, hvad det endte med:

VEGGIE PARISERBØF
4 personer plus dejlige rester

Ingredienser
1 kg rødbeder
2 kartofler
1-2 løg
3-4 spsk kapers
100 g hasselnødder
Ca. 1 dl rasp
3 æg
Ca. 1 dl mælk (ko eller plante, som du vil)
1 spsk tørret timian
1 spsk tørret basilikum
Fint hav-, sten-, Læsø Syde- eller himalayasalt
1 spsk tamari (japansk sojasovs)
Friskkværnet peber
Olivenolie, smør eller ghee til stegning
4 Ciabatta fiberstykker eller andre fuldkornsboller
Peberrod ad libitum, helst friskrevet
Grøn salat, rucola, tomatskiver eller hvad køleskabet nu gemmer af velegnet grønt
Agurke- og gulerodsstave som gnavegrønt

Sådan gør du

  • Skræl rødbederne og kartoflerne, og riv dem fint (pas på tøjet!) 
  • Pil løget, og hak eller riv det fint.
  • Hak kapers fint.
  • Hak hasselnødderne mellemgroft. 
  • Bland rødbede, kartoffel, kapers og nødder med rasp, æg, mælk, krydderier, salt, tamari og peber.
  • Steg bøffer i en størrelse, der passer til bollerne.
  • Rens og snit imens de rå grøntsager, og riv evt. peberroden.
  • Rist bollerne.
  • Smæk en bøf på en bolle, top med grønt og peberrod og nyd sammen med gnavegrønt. 
  • Gem resten af bøfferne til trange tider. De kan fryses.

    Fra http://foodchomp.blogspot.com/. Nej, sådan ser retten ikke ud, men til inspiration og i mangel af bedre, ik'.....

     

Rebeccas fif 
Jeg advarer med det samme, mængderne er kun vejledende, da jeg lavede det på slump. Jeg skal nok justere dem, når jeg har lavet dem igen.
Hvis du er den heldige ejer af en foodprocessor, kan den nok lette arbejdsprocessen. Du kan også tilsætte en rest kogte linser eller korn til farsen. Rasp kan erstattes af mel og fine havregryn. Og den revne peberrod kan puttes i bøf-farsen. I det hele taget står det dig frit for at lave dem helt om! Hæ-hæ.
Du kan selvfølgelig putte skiver af rå løg i pariserbøffen, hvis du har de lyster…..

Jeg indrømmer, det er ikke verdens mest hurtige middagsrest. Du kan lade dig inspirere af min opskrift på Vegetarburger, hvis det skal gå tjept.

Hvad er dit bedste tip til pariserbøf eller rødbedebøf?

PS. Få tips om naturlig sundhed til hele familien i mit nyhedsbrev!  

 

Plan Ø – Version Vegetar #4: Tofu med broccolisalat

I Plan Ø‘s fine opskriftsamling finder du en opskrift på Laks med broccolisalat, serveret med ristet rugbrød.

Men rigtige fuldblods (om jeg så må sige) vegetarer spiser jo ikke fisk.
I denne opskrift kunne det være oplagt er erstatte laksen med tofu. Så det gør vi.

Jeg har testet forskellige tofuer, og af dem på glas synes jeg bedst om Urtekrams (og det ville jeg ikke skrive, hvis jeg ikke mente det!).

Ja, der var noget halløj i sommers omkring mistanke om botulisme i tofu. Tofuen blev frifundet.
Der er flere opskrifter fra samme økologiske skuffe her på bloggen - og flere de næste fire mandage.


I opskriften har jeg udskiftet noget af broccolien med gulerødder. Hvis dine unger elsker rå broccoli, så kør endelig løs, det bliver ikke meget sundere. Men, erhmm, desværre er ikke alle børn vilde med så massive mængder af den grønne superkål. Så vælger du bare de grøntsager, som dine børn gerne spiser. Tomater kunne være et oplagt valg.

TOFU MED BROCCOLISALAT
Til 2 voksne og 2 børn plus måske en rest til næste dag

Tofu er en fast, hvid masse, lavet af sojabønner. Den er proteinrig og et nemt kød-alternativ for vegetarer. Den kan købes på glas i supermarkedet eller på køl – det sidste kun i helsekosten. Sojaprodukter er et okay og hurtigt indslag i en varieret kost, men man bør ikke spise for meget soja, da det – måske – kan være hormonforstyrrende. Al u-økologisk soja er genmodificeret. Tofu smager af ingen verdens ting i sig selv, men suger smag som en svamp. Personligt kan jeg ret godt li’ tofu! 

Ingredienser
2 glas tofu
2-3 spsk Tamari (japansk sojasovs)
Krydderpeber
Evt. fintrevet ingefær
En hel broccoli
Tre mellemstore gulerødder
2-3 æbler
5 dl skyr eller fromage frais
1 citron
2 spsk honning
2 spsk hørfrøolie, Livets Olie, Udo’s olie eller anden supersund, uraffineret olie
75 g solsikkekerner
75 g rosiner
Olivenolie, ghee, smør eller kokosolie til stegning
Rugbrød, brune ris, quinoa, perlebyg, vilde ris eller andet korn-tilbehør

Sådan gør du

  • Kog dine ris eller andre korn, hvis du ikke vil servere retten med rugbrød eller en rest kogt korn/ris.
  • Skær tofuen i tern eller strimler, og vend den med tamari, krydderpeber og evt. fintrevet ingefær. Lad det stå og soppe, mens du gør resten klar.
  • Pres citronen, og rør saften grundigt sammen med skyr, honning og olie.
  • Skyl broccolien, og skær den i tynde skiver med en skarp kniv.
  • Rens gulerødderne, og riv dem groft, eller skær dem i ultratynde skiver.
  • Skyl æblerne, og skær dem i mundrette tern.
  • Bland grøntsagerne og æble med dressing og rosiner.
  • Rist solsikkekernerne på en tør pande. Tag dem af varmen, når de begynder at dufte og blive svagt lysebrune.
  • Rist evt. rugbrødet.
  • Steg tofuen på panden med lidt fedtstof. Det tager cirka 5 minutter. Vend godt rundt i den undervejs.
  • Drys solsikkekernerne over salaten og servér med tofu og korn eller rugbrød.
Rebeccas fif
Når du river ingefæren, så gør det over en tallerken eller direkte over tofuen, så du får den gode, koncentrerede saft med.
Du kan selvfølgelig også bruge almindelig, friskkværnet peber. Retten smager virkelig godt med vilde ris. Du kan erstatte skyr med drænet yoghurt eller sojayoghurt, hvis du ikke trives med mælkeprodukter.

Bruger du tofu?PS. Vær velkommen på min facebookside, hvor du hver dag får dit daglige grønne kick. 

Plan Ø – Version Vegetar #3: Chili sin carne

I denne lille mandagsserie Plan Ø – Version Vegetar her på bloggen med nem økologisk aftensmad med masser af fuldkorn og i vegetarisk version er turen kommet til chiligryden, som faktisk er vegansk (det vil sige uden kød, fisk, æg og mælkeprodukter).

Foto fra peacelovelunges.com


Chili sin carne
Til 2 voksne og 2 børn – sådan cirka

Ingredienser
150 g tørrede kidneybønner
1 løg
2 stilke blegselleri
1 gulerod
1 persillerod
1 rød peberfrugt
2 fed hvidløg
3 spsk olivenolie
1-2 friske chili
1 tsk stødt spidskommen
1 tsk tomatpuré
1 dåse flåede tomater eller 1/2 glas Urtekram mosede tomater
1 tsk paprika
Evt. ½ dl rødvin
Fint sten-, hav, Læsø Syde- eller himalayasalt
Friskkværnet peber
Evt. lidt tamari (japansk sojasovs)

Sådan gør du

  • Sæt bønnerne i blød dagen før. Gerne en hel pose, ja et helt kilo ad gangen, du kan fryse resten.
  • Kog dem i frisk vand, til de er møre, men ikke splattede. Frys dem ned, du ikke skal bruge.
  • Rens og snit alle grøntsagerne, og steg dem i lidt olie i en stor gryde.
  • Tilsæt rødvin og tomatpuré, flåede eller mosede tomater, spidskommen, finthakket chili og presset eller finthakket hvidløg.
  • Lad det simre 15 min.
  • Tilsæt bønnerne og lad retten koge yderligere 10 minutter.
  • Tilsæt evt. lidt vand.
  • Smag til.

Rebeccas fif
Servér chiligryden med brune ris eller groft brød. Du kan få fuldskorns basmatiris, som ikke skal koge så længe som almindelige brune ris. Quinoa kan også serveres til, det er kogt på 12 minutter og meget proteinrigt.
Man kan også sagtens putte majs fra frost eller dåse i, de skal bare simre med de sidste 5 minutter. Andre grøntsager kan bruges.
Det er en rigtig god idé at lave 2-3-dobbelt portion og fryse resten ned. Så er der sund, nem mad til travle dage.
Rør også gerne skyr og/eller yoghurt naturel, acido, creme fraiche eller hvad du nu har med med salt, peber, citronsaft og finthakket persille. Eller giv en klat skyr og et drys hakket persille på toppen.
Hvis børnene ikke er til chili, kan man servere chilien særskilt som chiliflager, finthakket chili eller chilipasta. Så har man chili con carne sin chili sin carne.
Altså Con.
Velbecon.

 

PS. Vil du gerne have inspiration til sund og grøn livsstil i familien?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev her
, så får du samtidig to gratis guider!
Den ene er med labre opskrifter til børnefødselsdagen på sunde lækkerier uden sukkerchok.
I den anden får du mine bedste tips til bedre familiehelse.

Ingen spam, kun grøn kærlighed.

 

Plan Ø – Version Vegetar #2: Burger

Som du måske læste her, kan du i dag og de følgende 6 mandage her på bloggen få inspiration til økologisk VEGETARISK aftensmad med masser af fuldkorn.

Jeg er inspireret af Plan Ø, som er et samarbejde mellem Urtekram og Kohberg. De vil gerne gøre det lettere for dig og mig at lave nem økologiske aftensmad på travle hverdage. For selv urtemødre som mig har brug for færdigmad!

I dag skal det handle om burger! Her skulle der have været et billede af vores hjemmelavede burger. Men helt ærligt, det er fisme svært at tage et billede af en burger, som ser appetitligt ud. Så du får et produktfoto som trøstepræmie:

VEGETARISK BURGER
Til fire sultne familiemedlemmer 

En hjemmegjort burger kan både være hurtig, nem og sund. Hvis du er überhausfrauagtig og selv bager dine burgerboller, er det toppen, for så kan du proppe endnu mere gods og fuldkorn i dem. Udfordringen med en vegetarburger er at få protein i. Men den klarer vi med en færdigkøbt urtebøf, ost og et spejlæg! Det mætter max, på spejderære.

Ingredienser
4 burgerboller, f.eks. Kohberg/Urtekram rustikke burgerboller.
4 burgerbøffer, f.eks. Nutana/Urtekram mexiburger  (fås på frost i bl.a. Irma og Coop’s butikker)
Majonæse fra glas
Pesto, hjemmegjort eller fra glas
Ketchup
4 tomater
Grøn salat
Agurk
4 skiver ost
4 æg
Lidt olivenolie til stegning

Sådan gør du

  • Varm bøfferne i ovnen som angivet på pakken. Det tager cirka 20 minutter.
  • Put bollerne i ovnen, når bøfferne er ved at være klar, og lun dem som angivet på pakken.
  • Gør ost, tomater og salat klar.
  • Lav spejlæg på panden, vend dem gerne, så de bliver stegt på begge sider.
  • Smør bollerne med pesto, majonæse og/eller ketchup, efter smag og behag.
  • Byg din burger med bøffen, ost ovenpå, så den smelter lidt, grønt og spejlæg.
  • Enjoy!
Rebeccas fif
Vi lavede en råkost til, af hensyn til den grøntsagsfanatiske mor, men der var ikke meget plads i maverne til den. Men hvis ungerne ikke synes om “at spise blade” (læs: salat), så er groftrevet gulerod ikke tosset i en burger.
Vi brugte manchego fåreost, for det var det eneste ost, vi havde i huset. Den smeltede ikke så godt, men smagte vidunderligt.
I stedet for pesto kan du bruge sandwich spread med basilikum, den er rigtig go’.
Burgerbøfferne findes også i version India og Spelt, som begge er mildere i smagen. Herhjemme kan vi bedst lide Mexi!
Hvad er dit bedste burger-tip?
PS. Vil du gerne have inspiration til sund og grøn livsstil i familien?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev her
, så får du samtidig to gratis guider!
Den ene er med labre opskrifter til børnefødselsdagen på sunde lækkerier uden sukkerchok.
I den anden får du mine bedste tips til bedre familiehelse.
Ingen spam, kun grøn kærlighed.

Plan Ø – Version Vegetar #1

“Nem økologi til travle hverdage” – det lyder som et koncept, der er svært at sige nej til.
Og nu er det blevet endnu nemmere at trylle til virkelighed, endda tilsat en god portion fuldkorn.

Den magiske formular hedder Plan Ø.

Plan Ø er et samarbejde mellem brødproducenten Kohberg og helsegiganten Urtekram, som gerne vil inspirere dig til nem hverdagsmad med økologi og fuldkorn.

Og vi er helt nede på jorden, men en samling på syv økologiske hverdagsfavoritter. To gange burger, to gange pasta plus det løse. Jo, de kræsne børn og de travle voksne bliver strøget med hårene. Jeg synes, at det er et mægtig sympatisk projekt!

Hvis det lyder som noget, du kunne bruge, så vil jeg varmt anbefale dig at kigge ind på Plan Ø’s facebookside. Det er nemlig dér, det sker.

På facebooksiden kan du møde fem dejlige og helt almindelige familier, som kører med Plan Ø for fulde gardiner og deler deres tips og erfaringer. Du kan deltage i konkurrencer om de lækre og sunde madvarer og finde alle opskrifterne til Plan Ø.

Vi legede også Plan Ø herhjemme i går. Det kan man jo med god ret sige, at vi gør hver dag. Men i går prøvede vi noget virkelig grænseoverskridende. Vi fik burgers!

“Mor, har vi egentlig nogensinde fået burgere til aftensmad før?” - spurgte min ældste datter, mens hun dansede ellevild rundt i stuen, efter at vi havde overbragt den revolutionerende nyhed om dagens menu. Hun er 12 år. Øh bøh, og jo, altså, helsemutter her mener nu nok, at vi engang i 2007 fik noget, der med lidt god vilje kunne kaldes burger.

“Og vi fik det jo også engang på Mc Donalds!”
 Jo tak, jeg husker det godt. Det var sidste år, da vi var på efterårsferie, og virkelig skulle bryde vores økogrænser ved at købe take away på Den Gyldne Måge. Tre ud af fire i familien endte med væmmelig maveinfektion dagen derpå, så flot.


Men nu havde vi jo fået denne her pose med Rustikke Burgerboller og diverse accessories til at pimpe burgeren med. Og vi kører vegetarisk koncept, så det skulle jo være en VEGETAR-burger.

Derfor må vi tænke kreativt. For seks ud af syv opskrifter i Plan Ø er ikke vegetariske. Men pyt, så er der plads til at improvisere.

Derfor vil jeg på mandag og de næste seks mandage her på bloggen give dig opskrifter på Plan Ø Version Vegetar - altså opskrifterne fra Plan Ø, men i vegetarisk version og med endnu mere grønt. Ja, en lille serie, det er så hyggeligt.

Vi skal blandt andet forlyste os med chili sin carne, tofu med broccolisalat og spaghetti med tryllesovs.

For sørensen, den smagte godt, den vegetarburger! Du kan godt glæde dig.

Indtil da kan du fornøje dig med alle herlighederne med Plan Ø’s gode og nemme opskrifter. Du finder dem her.

Hvad er yndlingsretten hjemme hos jer, når I skal have nem aftensmad med økologi og fuldkorn?

PS. Vil du gerne have inspiration til sund og grøn livsstil i familien?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev her, så får du samtidig to gratis guider!
Den ene er med labre opskrifter til børnefødselsdagen på sunde lækkerier uden sukkerchok.
I den anden får du mine bedste tips til bedre familiehelse.
Ingen spam, kun grøn kærlighed.