“Mor! Mor! Der er en høne i min hule!!”

Det må vel være ethvert hule-elskende barns drøm, hvis et dyr flytter ind i en hule, man selv har bygget.

Der var i hvert fald heftige jubelscener fra min ældste datter Mia, da hun kom stormende ind af døren og overbragte nyheden i forgårs. Og så endda lige mens klassen var på fødselsdagsbesøg!

Hun elsker at bygge huler, og laver de vildeste kreationer med paller og brædder så tunge, at jeg dårligt ville kunne slæbe dem (men det kan hun altså – total Pippe Langstrømpe dér).

Der er masser af dyr her omkring os; rovfugle, harer, mus (inde og ude!), myrer (inde og ude!) – men frem for alt: fasaner! Vi bor simpelthen midt i et fasanopdrætsområde. Der bliver sat et par høns ud med fasankyllingerne for at socialisere dem, lære dem at sidde pænt på pind, og hvad ordentlige kyllinger nu ellers går og gør.

Så hønen er deserteret fra sin tjans som kyllinge-sitter.

Nu havde jeg faktisk tænkt, at det ikke kunne nytte noget at skrive om det i dag, for så ville alle jo tro, at det var en aprilsnar.
Men som hun så klogt sagde: “Hvis man kan tage et billede af det, så er det jo ikke en aprilsnar.”

Som sagt, så gjort.

Men det bliver bedre endnu. For der var ikke bare en puttehøne. Næh, der var 14 (!) æg.
Og det ved hun, for hun har selv flyttet dem over i en varmekasse, da hønen forskræmt tog flugten fra horden af nysgerrige børn.

Ups.

“Jamen mor, jeg ville jo bare give den lidt majs og vand. Og så løb den væk.”

Man forstår jo godt begge parter.

Så æggene kom hurtigt tilbage. Og nu ligger hønen på dem igen. I Mias rede af hø, græs, plastik og pap i skøn forening.

Ligefrem tam er den nok ikke, men vi fik da lov til at lette på låget og tage et close up, uden at den fortrak en mine eller så meget som et enkelt lille båå-gooook.

Gok og glædelig påske!

Så kom de pludselig. I fredag. Som en hippieeksplosion.
Anemonerne!
Masser af de hvide og enkelt af de blå.
De er tidligt på færde i år.
Lige som martsviol, vorterod, følfod og brændenældeskud (som Mirjam på knapt 3 år kalder brande-elle-gud).

“- Og alt det vi har grædt igennem livet,
det svinder på en forårsdag.” 

Glædeligt forår!

Det er godt nok en speciel måned. Og den er kun lige begyndt.

Min yngste datter Mirjam havde sidste dag i dagplejen forleden (huuuulk, verdens bedste dagpleje!). Hun faldt for aldersgrænsen, der er ingen nåde.
Ønskebørnehaven har først plads 1. april.
Ja, det er en Steiner-skov-børnehave, alle eventuelle fordomme hermed bekræftet.

Så vi hjemmepasser i marts! Manden og jeg på ultrademokratisk skift efter en minutiøs slagplan (ti-hi, kald os bare kedelige, men det virker!)

Det er ret hyggeligt – OG det stresser mig også, for arbejdsmængden bliver jo ikke mindre af dén grund.
Jeg bliver bare aldrig den der speltmor. Jeg er vild med mit arbejde. Og det foregår altså mestendels foran computeren.

Foreløbig er vi gået i gang med Projekt Pottetræning, og det går overraskende godt.
Den unge dame er bare så KLAR.
Vi kører løs med positiv feedback og High Fives all over (tak Nadia, for god inspiration).
Måske lidt for meget?
Jeg fik i hvert fald et stort smil og et “Flot, mor!” i går aftes, da jeg skulle ud og tisse……

Og så skal vi lave mad og designe opskrifter i stor stil, og dét glæder jeg mig til.
Nogen gange, hvis jeg er tidspresset, så synes jeg helt ærligt, at det kan være en pestilens med børn i madlavningen. Men er der tid, så kan det være guld-guld. Jeg tror meget på det med at inddrage børnene i dét, man selv synes er sjovt.

Her er hun i sædvanlig anonymiseret version i et intimt øjeblik med abedukken, som du kan vinde i den aktuelle giveaway her på bloggen:

Og min nakke? Tusind tak for alle de søde kommentarer!
Det er i bedring. Der ER sket en skade, men det er noget, som kan repareres.
Kroppens selvhelbredelse får hjælp nu, og det giver god mening. Jeg er i gode hænder.
Kliklyden er mindre hyppig, men hovedpinen er ikke væk. Jeg er alligevel optimistisk.

Jeg kommer til at tiltuske mig arbejdstid om aftenen og i dagens løb, når Frk. Snart-Børnehave er selvkørende. For eksempel når hun planter sig på potten med en god Pixiebog og skråler “Nu’ det jul igen….” og hele repertoiret af julesange ad karsken bælg. (Julen varer li’ til påske – det er først i april, suk).

Hun tager det pænt. Forleden aften, da jeg puttede hende:
“Godnat, skat, sov godt.”
“Moar?”
“Ja?”
“Jeg tynes, du er tød ve’ mig.”

Det var da altid noget. Det kære barn.

Jeg er blevet ramt. Helt bogstaveligt ramt af Real Life.

Sidste mandag, på vej hjem fra en lille ferie i det svenske, blev vi påkørt bagfra af en meget travl og meget uopmærksom mand i en meget (meget!) tung her-kommer-jeg-Porsche. SLAM! (Tilsæt her en passende svada eddikesure adjektiver!)

Vi blev selvfølgelig mega forskrækkede. HYYYYLLLLL!

Mest mig, da jeg har haft et par biluheld tidligere – alle gange som passager…. Blandt andet trillet en tur rundt i en bil med 60 km/timen uden mén. Hovedet op og benene nede. Mine skytsengle gør det godt, må man sige.

Selv om det kun var med 30-40 km i timen, viste det sig, at bilen (altså vores, ikke hans) blev slået skæv. Altså totalskadet. Piv.

En ting er det materielle og alt bøvlet med at skulle finde ny (billig!) bil og så videre.
Det vigtigste er jo, at der ikke skete noget med nogen.

Men det gjorde der så bare alligevel. Jeg begyndte i hvert fald at få hovedpine i fredags, og den har været der lige siden on-off. Jeg har ellers ALDRIG hovedpine. Og så er der den der lille subtile kliklyd i nakken, når jeg løber. Ikke godt.

Kryds fingre for, at min blide og superdygtige kranio-sakral-kiropraktor kan trylle i morgen, ikke! Og at det ikke er noget alvorligt!

Jeg er helt sikker på, at der er en mening med det, som sker. Jeg glæder mig til at se den klart med den her!

Og så håber jeg, at I vil være en my tålmodige med svar på dejlige mails und alles. 

Det var ellers en dejlig ferie, selv om sikringerne sprang hele tiden, kulminerende med en lille lokal brand i stikkontakten til komfuret (!) Åh, den lugt af brændt plastik!
Og cisternen synger på sidste vers.
Men man finder jo ud af det.
Jeg kan oplyse, at man GODT kan tilberede hårdkogte æg på en brændeovn. Det tager bare lang tid.
Man kan også godt lune mælk til sin kaffe…..

Her er et par stemningsbilleder fra Småland:

Meget koldt hus ved ankomst. Frost på kælderdøren!

Sne-klavogn

Pige og Ko

PS. I dag er sidste chance for at få februars tema fra Klub Sunde Børn kvit og frit.
I morgen forsvinder det nemlig med et PUF og erstattes af marts tema, som er: 
Vitaminer og Mineraler til Børn.
Sådan bliver dit barn sund, frisk og harmonisk med optimale doser af vitaminer og mineraler fra sund mad og kosttilskud

Emnet for februar var:
“Er du ikke lige lidt hysterisk?!”
Sådan tackler du omgivelsernes modstand, spørgsmål og kritik i forhold til dine valg omkring en sund og grøn – eller bare lidt anderledes – livsstil. 

I begge temaer får du både en +30 sider PDF, en lydfil, en video og interviewet med et tiptop ekspert. 

Skal du have begge temaer gratis, mens du kigger dig om i Klub Sunde Børn i din prøveperiode på en måned, så er det I DAG, at du skal melde dig ind!

Læs mere om dine fordele som medlem af Klub Sunde Børn! 

Velkommen til et nyt, smukt og særligt år!
Jeg håber, at du har haft mulighed for at nyde julens varme, rolige magi med dine kære og hoppe glad ind i det nye år.

Året…. på denne tid kommer jeg altid til at gå og nynne Ole Sarvigs smukke digt, her får du et lille uddrag, til eftertanke:

1 Som året går, skal vore sind

nu vandre gennem vinter ind.

Som træet nu står tomt og bart,

skal vi dets tanke skue klart:

2 Hvordan det stod på bitte fod,

men dybt i jorden fæsted rod

og voksed til en kæmpe-eg,

ud i hvis grene livet steg.

 
10 Og ingen sjæl skal se det ske,

der ikke våger under sne

på denne kolde vinterdag

i livets skjulte spirelag.

Det er en lidt sær tid. Naturen er forvirret. På min løbetur i morges var det for varmt med vinterløbetøjet! Men uffff, det var mørkt, især her ude på bøh’eren. Jeg er vist ved at blive seriøst gammel og kedelig, for jeg fryder mig hver dag over, at der ikke er sne og is. Vi blev vist lidt vintertraumatiserede herude sidste år!

Det er dejligt at være tilbage på bloggen og viske skærmfladen ren for økonisser. Jeg kan mærke, at jeg savner fredagsbrevkassen og onsdagsurten, så de vender stærkt tilbage.

Jeg har også tænkt mig at indføre en ny kategorina her på bloggen, nemlig Boghjørnet, hvor jeg anmelder nye og gamle bøger om sundhed for kvinder og børn, økologi, bæredygtighed, sund livsstil, kogebøger – ja, alt det, jeg brænder for og glæder mig til at kaste mig over hver dag, når jeg vågner om morgenen.

Jeg kom lige i tanke om et indlæg fra sidste år på denne tid, nemlig Et grønt energikick, hvor jeg skriver om matcha:

“Kender du det – at man har brug for et instant energikick og vrider sin trætte tindingelap for at finde på noget andet end kaffe, chokolade og crumblekage?

Min yndlingsløsning til et grønt energikick er matcha, en jadegrøn japansk trylledrik.”

Hmmm, kunne være man skulle genoplive det lidt, når trangen til dagens anden kop caffelatte melder sig……

Hvad gør du for at holde energifanen højt, indtil foråret kommer?