Fredagsbrevkassen uge 31

Spørgsmål

Hej Rebecca

Jeg har læst på baby.dk du anbefaler BioGaia dråber til spædbørn med mavekneb. Kan du anbfale dem til 6mdr baby der har usansynlig lidt gang i tarmsystemet? Min datter ammes og får vælling 1 gang dagligt, men hun har meget sjældent afføring og får let hård mave. Lactulose er prøvet, men jeg synes egentlig ikke det har en super effekt og så er jeg heller ikke vild med at putte det i hende, men det er jo det lægen anbefaler.

Måske du har nogle erfaringer?

Mvh

A

Svar
Kære A

Tak for dit spørgsmål! Der er rigtig mange babyer, som døjer med forstoppelse, mavekneb, luft i maven og kolik. Ofte får man som mor ikke meget andet råd fra lægen end Mylicon og/eller Lactulose.

Jeg kan godt forstå, at du helst vil undgå Lactulose, da det er en form for symptombehandling i form af kunstigt åndedræt til tarmen. Nogle gange kan det selvfølgelig være nødvendigt. Det er rarest, hvis man kan finde årsagen og afhjælpe problemet derfra, så tarmsystemet fungerer godt helt af sig selv.

Jeg anbefaler probiotika til alle babyer fra 4 uger. Jeg ville give 1/2 tsk. Probiotic Panda eller Udo’s Choice Infant’s Blend Probiotic hver dag i en periode, herefter et par gange om ugen og hver dag ved sygdom eller særlige behov.
Probiotic Panda skal gives inden sengetid. Det må ikke gives i forbindelse med et måltid (i forbindelse med et mindre ammemåltid er det okay). Udo’s Choice skal derimod tages efter et måltid.
Under alle omstændigheder styrker probiotika tarmsystemet og dermed immunforsvaret.

BioGaia anbefaler jeg primært til spædbørn, da den indeholder én type mælkesyrebakterier, som er særligt designet til de helt små. De to andre, jeg nævner her, har et større udvalg af gode bakterier til tarmen.

Det er meget individuelt, hvor lang tid der går mellem afføringerne, og stadig er inden for normalen, men decideret hård mave og gener er jo ikke rare og kan forhåbentlig undgås.

Du kan overveje at give din datter lind grøntsagsmos i stedet for vælling. Mos af milde grøntsager fordøjes lettere end grød og vælling. Husk at gøre mosen tilpas lind og tilsæt altid en teskefuld koldpresset olie, gerne økologisk.
Vær opmærksom på, at kartoffel og banan (i større mængder) kan give hård mave.
Du kan også prøve at give hende lidt af de klassiske hjælpere ved forstoppelse, nemlig svesker, figner og sveskejuice.
Dette tidligere brevkassesvar om forstoppelse kan måske også være til inspiration.

I min bog BABY finder du masser af inspiration og opskrifter til babys mad og kosttilskud, opdelt måned for måned.

Måske reagerer hun på noget i din kost, som overføres via modermælken, men det kan være lidt kompliceret at udrede.

Massage (på maven skal det være i urets retning) og “cykle med benene” samt at holde baby i pottestilling (under knæhaserne) kan måske også hjælpe maven i gang. Vær sikker på, at hun får nok væske.

Jeg håber, at det kan få tilpas gang i den lille mave. Du er altid velkommen til at skrive igen!

De bedste hilsener

Rebecca

PS. Har du brug for grundig rådgivning om dit barn eller dig selv som gravid eller mor på barsel? Vil du gerne have privat svar inden for et par dage? Så er min Personlige Rådgivning noget for dig. Det koster kun 82,-. Find rådgivningen her.

 

Skriv et svar